Bryster

Screening for brystkræft

 

Alle kvinder i alderen 50-69 år bliver tilbudt screening for brystkræft. Hvis du er i denne alder, vil du hvert andet år blive inviteret til at deltage i screeningsprogrammet.

 

 

 

Sundhedsstyrelsen anbefaler screeningsprogrammet ud fra en samlet vurdering af gavnlige og skadelige virkninger, men det er vigtigt, at du træffer dit eget valg.

 

 

 

Sådan foregår undersøgelsen

Screeningen foregår som en røntgenundersøgelse af begge bryster (mammografi). Formålet med undersøgelsen er at opdage sygdommen i et tidligt stadium. Det giver bedre mulighed for behandling og helbredelse. En knude i brystet kan være en indikator for brystkræft. Du kan ofte ikke selv mærke knuden, men en røntgenundersøgelse af brystet (mammografi) kan afsløre knuden.

 

 

 

Viser røntgenundersøgelsen tegn på en knude i brystet, får du efterfølgende tilbudt en såkaldt klinisk mammografi. En klinisk mammografi er en kombination af en lægeundersøgelse af brystregionen, en supplerende røntgenundersøgelse af brystet (mammografi) og eventuelt en ultralydsskanning med eller uden en vævsprøve (biopsi). Den kliniske mammografi kan give svar på, om knuden skyldes brystkræft eller helt andre, ufarlige årsager som f.eks. en cyste eller en fedtknude.